VUGGESTUEN

Mette Hvass
Pædagogisk Leder
Tlf. 24 59 64 50
mehv@kerteminde.dk
Åbningstider:
Mandag til torsdag: 06:15 – 16:20
Fredag: 06:15 – 16:00
Velkommen til Vuggestuen i Børnenes By
I vuggestuen i Børnenes By er vores vigtigste opgave at skabe en tryg og udviklende hverdag, hvor alle børn oplever, at de hører til, bliver set og mødt som dem, de er.
Vuggestuen er opdelt i fire stuer – Feerne, Alferne, Elverne og Enhjørningerne – med plads til 12-13 børn på hver stue. Stuerne er aldersintegrerede, og tilsammen har vuggestuen plads til 49 børn. Vores pædagogiske personale består af pædagoger, PA’er og pædagogmedhjælpere, som sammen skaber gode rammer for børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse.
En tryg hverdag med nærvær og gode relationer
Vi tror på, at børn udvikler sig bedst, når de føler sig trygge og har gode, nærværende relationer til de voksne omkring dem. Derfor er relationen et helt centralt omdrejningspunkt i vores pædagogiske arbejde.
Vi arbejder med en anerkendende tilgang, hvor vi er nysgerrige på barnets perspektiv og følger barnets spor. Vi tager udgangspunkt i det enkelte barns behov, forudsætninger, interesser og potentialer og hjælper barnet med at finde mod på at udforske verden.
For os handler pædagogik ikke kun om planlagte aktiviteter. Den gode pædagogik findes i hele dagen – i legen, ved måltidet, når vi tager tøj på, når bleen skal skiftes, når vi trøster, griner, øver os og hjælper hinanden. Det er i hverdagens små øjeblikke, at de store udviklingsmuligheder opstår.
Neuropædagogik – vores pædagogiske fundament
Neuropædagogikken er vores fælles pædagogiske fundament og en vigtig del af vores forståelse af børnene. Den hjælper os til at se bag om barnets adfærd og være nysgerrige på, hvad barnet forsøger at fortælle os.
Vi har blik for, at børn har forskellige forudsætninger og behov for støtte til at regulere sig selv. Derfor arbejder vi med at skabe rolige, trygge og overskuelige læringsmiljøer, tilpasse vores krav til det enkelte barn og være opmærksomme på barnets arousal og signaler.
Det betyder, at vi som voksne hele tiden er nysgerrige på, hvad barnet har brug for fra os, og hvordan vi kan justere vores tilgang, så barnet får de bedste muligheder for at lykkes.
Leg, læring og selvhjulpenhed
Legen er et bærende element i vores pædagogik. Gennem legen udvikler børn deres sociale kompetencer, sprog, fantasi og forståelse af sig selv og andre.
Vi har blandt andet fokus på imitationslege og på at understøtte børnenes mulighed for at lære af hinanden. Vi hjælper børnene med gradvist at flytte fokus fra ”mig” til ”dig og os” og øver os sammen i at være en del af et fællesskab.
Samtidig har vi stor opmærksomhed på selvhjulpenhed. Børn skal have mulighed for at prøve selv, øve sig og opleve glæden ved at kunne noget på egen hånd. Vi står ved siden af, støtter og guider, når det er nødvendigt – men giver også plads til, at barnet selv får lov til at prøve.
Vi tror på, at børn vokser med positive forventninger, nærværende voksne og mulighed for at lykkes. Når vi ser barnets ressourcer og hjælper barnet med at få øje på dem, understøtter vi både barnets selvværd, gåpåmod og lyst til at lære.
Vores mål er at skabe en vuggestue, hvor børnene oplever:
”Her er jeg tryg. Her hører jeg til. Her er der nogen, der ser mig – og her tør jeg prøve.”
Vi lægger stor vægt på et tæt og tillidsfuldt samarbejde med jer forældre. I kender jeres barn bedst, og derfor er dialog, åbenhed og gensidig tillid en vigtig del af samarbejdet omkring barnet.

